Mols Bjerge
Mols Bjerge er et af Danmarks smukkeste og mest alsidige naturområder. Parker bilen ved Femmøller, Trehøje eller Tinghulen og befind dig lige midt i den vilde, danske natur 5 minutter efter. Her finder du et kort over Mols Bjerge, lidt information om områdets forskellige stedbetegnelser og en række billeder.
Information om Mols Bjerge
Før vi satte kursen mod Mols Bjerge søgte vi et par oplysninger online, for at finde ud af hvor vi kunne parkere – og hvilke vandreruter der lå tæt på parkeringsmulighederne. Det var dog ikke helt nemt at gennemskue på de forskellige websider (måske fordi dem, der havde skrevet om Mols Bjerge antog, at man som dansker helt automatisk ved, hvor Femmøller, Toggerbo eller Trehøje ligger).
Hvis du også er i tvivl, så læs lidt videre. Her er både stedbetegnelser og kort.
Steder i Mols Bjerge
Mols Bjerge er en dansk nationalpark på 180 km2 beliggende i Østjylland tæt på Ebeltoft. Den indeholder skove, hede, søer, kyst og hav og er et af Danmarks mest storslåede landskaber. Den store afveksling i naturen gør området ideelt til vandreture, som du mange steder nemt selv kan tilrettelægge, mens du går. Pak madkassen, på med nogle gode sko og så ud i naturen.
Hvis du ikke tidligere har været i Mols Bjerge, så er det rart at kende de forskellige pejlemærker og steder, du kan vælge at se eller parkere ved:
- Femmøller (parkering)
Ved siden af parkeringspladsen fører en afmærket sti op over en skrænt og ind i Mols Bjerge. Her kan man f.eks. fortsætte af “Den Italienske Sti” der fører til Molslaboratoriet eller Øvre Strandkær. - Molslaboratoriet
Feltlaboratorium ejet af Naturhistorisk Museum i Århus. - Øvre Strandkær
Ejendom ejet af Miljøministeriet med bl.a. 200 dyr, som bruges til naturpleje på Mols. - Skovbjerg
Gammel egeskov, der har overlevet århundreder med opdyrkning, skovhugst og græsning. Her er et rigt dyreliv bl.a. af fugle og insekter. - Toggerbo (parkering)
Toggerbo er kendt som en bosted fra middelalderen. Her kan du gå til Trehøje via en afmærket sti. - Trehøje (parkering)
Måske det mest kendte sted i Mols Bjerge. De tre bronzealderhøje har givet navn til området og rummer en gruppe på i alt 22 gravhøje. Tre høje er med sine 127 meter det næsthøjeste punkt i området efter Agri Bavnehøj. Her er en fantastisk udsigt og det er et fint sted at starte sin tur i Mols Bjerge. - Tinghulen (parkering)
Fra parkeringspladsen finder du til Tinghulen via en afmærket sti. Tinghulen er et af de største dødishuller på Mols og navnet hentyder til, at der har været tingsted for de tre sogne, hvis grænser mødes i Tinghulen. - Agri Bavnehøj (Parkering)
Med en højde på 137 meter (10 meter højere end Trehøje) er Agri Bavnehøj det højeste punkt i Mols Bjerge. Der er parkeringsmuligheder ved Agri Kirke eller tæt ved Bavnegård.
Kort over Mols Bjerge
Ovenstående steder i Mols Bjerge kan alle ses på kortet herunder. Når du ankommer til en af parkeringspladserne ved Mols Bjerge, så se om du kan få øje på en stander med pjecer over området. Pjecen indeholder bl.a et nyttigt kort, som du ligeledes kan se et billede af herunder.
Klik på kortet for at se se hele kortet over Mols Bjerge i stort.
Billeder fra Mols Bjerge
Vi besøgte som nævnt Mols Bjerge en efterårsdag, hvor vi parkerede ved Trehøje og efterfølgende fulgte uafmærkede skovstier indtil vi ikke orkede mere. Herunder finder du 5 billeder fra dagen i Mols.
Én kommentar
Ingrid Jensen
Ca. 9 år sidenMols bjerge er et af de bedste steder i landet at gå tur. Der er ruter for enhver og det er nemt at lave sine egne små variationer. Tag ud og se Agri Bavnehøj som også er Mols Bjerges højeste punkt og så er det kendt som midtpunktet i Danmark, hvorfra landets opmåling foretages. Dejligt område, tak fordi du sætter fokus på det og den smukke danske natur.
Svar