Storbyferie med baby – 10 gode råd

Storbyferie med baby – 10 gode råd

I april måned var jeg selv, min kæreste og vores baby på 13 måneder på en 6-dages storbyferie i Rom. Det var anden gang vi var udenlands med vores dreng, og vi har allerede gjort os en række erfaringer, bl.a. om søvn, som du her kan læse mere om.

Det var anden gang, vi havde vores søn med på ferie. Første gang, da han var 6 måneder gammel, var vi i Tyrkiet i en stor ferielejlighed med eget køkken og rigeligt plads. Denne gang skulle vi til Rom og bo på et (lidt for) lille hotelværelse. To vidt forskellige ferier med lidt over et halvt års mellemrum – en periode hvor vores dreng i den grad har udviklet sin egen mening.

Forud for vores storbyferie i Rom tænkte vi meget over, hvordan det også kunne blive en god tur for vores dreng. Han har altid været ret besværlig at få til at sove, især andre steder end hjemme. Er man forælder til småbørn, ved man, at søvn er nøglen til en glad familie. Og når man så har købt ferien og endelig alle er af sted sammen, har man i den grad lyst til, at det skal blive en god oplevelse.

Med andre ord – det var meget vigtigt, at vores søn sov godt på ferien.
Det lykkedes nogenlunde.



Ferie med barn og klapvogn

Forud for storbyferien havde vi købt en god og ordentlig Teutonia Mistral DK klapvogn, og udstyret den med en madras. I lang tid overvejede vi at nøjes med vores (ellers gode) Chicco paraplyklapvogn. Men jo mere vi snakkede om hans – og dermed vores – behov for at sove godt, jo nærmere kom vi på investeringen.

Hvad vi ikke tænkte over var, at det faktisk var ret bøvlet at fragte en stor klapvogn med os – ikke mindst fordi vi også lejede en AirShell transporttaske til den i lufthavnen, som vi også skulle slæbe på. Men det var det hele værd. Også selvom klapvognen flere gange dagligt skulle bæres to sale op og ned på hotellet. Vores søn tog sig nogle forholdsvist gode lure i klapvognen og familien var glad.

Forum Romanum

Rom er en stor og til tider hektisk storby, med masser af turister og ting at opleve. Heldigvis er det også en by med grønne områder og hyggelige gader med bunkevis af restauranter og caféer, hvor man kan tage et hvil og slappe af, mens babyen sover trygt og godt ved siden af (håber man).

Hvis du selv overvejer at tage på ferie eller storbyferie med din baby, så kan du her finde vores 10 bedste råd til at få en god storbyferie.

10 gode råd til en storbyferie med baby

1. Lad babyen bestemmer tempoet
Vær fra start indstillet på, at jeres baby bestemmer farten. Er babyen træt, sur og tvær, så lad for alt i verden være med at planlægge en lang dag med attraktioner. Det vil gøre jeres barn ked af det, ligesom I vil føle jer stressede og egoistiske. Tag hjem hvis barnet trænger til en pause eller ikke kan finde ro i klapvognen. Betyder det, at I går glip af turens vigtigste attraktion, så må det blive sådan.

2. Slap af den første dag
Som forlængelse til det første punkt, så vil vi gerne anbefale, at man slapper af den første dag på ferien. Tag den helt med ro, og lad babyen komme sig oven på gårsdagens mange indtryk og begrænsede søvn. Vi begik selv den fejl at tage ud for at se Colosseum dagen efter ankomst. Selvom vores søn som regel er nem at have med ude, så blev gåturen, ventetiden, køerne og de mange andre turister lynhurtigt for meget for ham. Resultatet blev en overtræt dreng, der om aftenen igen havde svært ved at falde i søvn.

3. Book et stort hotelværelse
Betal lidt ekstra for at få det, som I gerne vil have det. Book et et lidt større hotelværelse, end I plejer. Det er kun en fordel, hvis det ligger lige i centrum. Vores hotelværelse var omkring 15 m2 og selvom det var flot og lækkert, var det helt klart for lille. Vores søn var overalt! Især minibaren, som stod på gulvet, og badeværelset blev dagligt udsat for barneleg i timevis. Og med en dobbeltseng, en babyseng, tasker, mad, sko og udstyr, havde den bette næsten ikke noget bevægelsesplads. Til gengæld lå vores hotel lige i centrum, så det var meget nemt for os at tage ud til seværdigheder eller at hente mad.

4. Luksus gør det lettere
Når man tager på ferie og storbyferie med en baby, så har det aldrig været vigtigere, at man punger ud for lidt ekstra luksus. Gør det hele lidt nemmere med direkte flyafgange og ved at køre i taxa. Alternativet hedder mellemlandinger med køer, ventetid og stress samt overfyldte busser eller tog. Nej tak. Der er kæmpe forskel på, om man rejser som en enlig backpacker i starten af 20’erne, eller som en familie med en baby. Kæmpe. Forskel. Forhåbentligt har du også fået lidt flere penge mellem fingrene. Brug dem nu. Her kan du læse om komme Fra Ciampino lufthavn til Rom centrum.

5. Drop de aller mest turistede attraktioner
Hvis du irriterede dig over lange køer med turister før du fik børn, så vil du irritere dig dobbelt så meget over dem nu. En baby med krudt i røven kan ganske enkelt ikke forene sig med ventetid. Og jo flere mennesker der er omkring dig, jo hurtigere brænder babyen sin tank af energi af. Det dræner babyen for energi – præcis som det dræner os selv.

I Rom ville vi naturligvis gerne se Vatikanet, Det Sixtinske Kapel og Peterskirken. Vi tog også op til Vatikanet, vi betalte det det kostede og vi fik fragtet vores søn inklusive klapvogn helt op til den indgang, som skulle føre videre til det Sixtinske Kapel. Problemet var antallet af turister. Der var tusindvis. Folk stod som sild i tønde og kunne næsten ikke bevæge sig. Det var ganske enkelt umuligt at have en klapvogn med igennem de lange gange, så vi vendte om og gik hjem.

Hvis det er muligt, så køb din billet – f.eks. til Colosseum – online, og undgå en masse træls ventetid.

6. Apoteket er din ven
Smider din baby sutten, så holde øje med skiltet med det røde kryds. Apotekerne i Rom sælger sutter og sutteflasker – samme mærker som vi har i Danmark. Derudover kan man købe babymad på glas, både kød og frugtmos, hvilket kan udgøre en god snack (altså til babyen) i mangel på bedre.

7. BYi – Bring Your iPad
Når baby sover om aftenen er det oplagt at se en film på iPad med høretelefonerne i ørene. Da vores søn om natten sov i samme rum som os, og hvor vi i det hele taget opholdt os, havde vi forberedt os hjemmefra, ved at fylde en iPad op med TV-serier og købe et dobbelt jack-stik, så vi begge fik den fylde lyd fra TV-serien.

8. Tag en ordentlig klapvogn med
Som jeg tidligere har nævnt, så er babys tilstrækkelige søvn nøglen til glæde og overskud på en ferie – præcis ligesom det er i hverdagen.

For at vi kunne opnå det, tog vi en stor og ordentlig klapvogn med til vores storbyferie i Rom. Fordelen var, at den på mange måder minder om barnevognen. Den kører godt, knirker og larmer ikke og så havde vores søn god plads og kunne ligge helt udstrakt. Vi købte den brugt og lejede en AirShell transportkasse i lufthavnen. Selvom det var bøvlet og en smule dyrt, så var det det hele værd, da vores dreng tog sig nogle fornuftige lure heri.

 

9. Find de grønne områder
Parker er et glimrende alternativ til hotelværelset og den omkringliggende by. I mange storbyer finder du adskillige parker og grønne områder. London har bl.a. Hyde Park og Green Par, New York har Central Park og Rom har bl.a. Villa Borghese, en fantastisk grøn plet med søer, stier og ro. Vi havde stor glæde af altid at være klar over, hvor langt der var til det nærmeste grønne område. Her kunne vores søn få en lur, og vi kunne slappe af.

10. Undgå den varmeste periode
Begge gange vi har haft vores søn med på ferie, har det været uden for den varmeste periode. Første gang i Tyrkiet i oktober (hvor han var 6 måneder gammel) og anden gang i Rom i april (hvor han var 13 måneder gammel). Selvom vi voksne sagtens kunne kapere varmere temperaturer, så passede det vores søn rigtig godt, at der var 20-25 grader og ikke varmere.

Den sidste dag vi tilbragte i Rom var der netop 25 grader, høj sol og vindstille. Vores dreng var glad, men han fik det hurtigt varmt i klapvognen, som vi af og til måtte køre i solen. Havde vi været af sted i juni eller juni havde der været 10 grader varmere, og det havde bestemt ikke været noget, for vores søn (og dermed heller ikke for os).

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.