Med Tyrkiet Eksperten og Onur Air
Vi ville på tidlig sommerferie til Tyrkiet, og bestilte i god tid flybilletter tur/retur fra Aarhus til Antalya med Tyrkiet Eksperten. Prisen var god - ca. 1850 kr. per person - og afgangstidspunktet var om formiddagen.
Onur Air lavede ændringer i afgange - igen og igen
Et par måneder efter bestilling, og ikke mere end et par uger før afrejse, fik vi fra Tyrkiet Eksperten besked om, at vores afgangstidspunkt fra Aarhus var ændret til om eftermiddagen. Fred være med det, vi ville stadig være fremme på et nogenlunde tidspunkt.
Kort efter modtog vi så endnu en mail fra Tyrkiet Eksperten, hvori afrejsetidspunktet blev rykket igen, denne gang til kl. 22.3o om aftenen. Det ville konkret betyde, at vi skulle lande 03:15 lokal tid, hvormed vi først ville være helt fremme ved lejligheden om morgenen, kl. 06.00. Samtidig blev vi gjort opmærksomme på, at vores ellers direkte afgang hjem fra Antalya til Aarhus nu skulle mellemlande i København. Den flybillet, vi i starten havde bestilt, var med andre ord blevet ændret til noget langt, langt mindre attraktivt efter bestilling og kort før afrejse.
Trang plads på Onur Air
Afrejsen med Rejsen med Onur Air var ikke videre behagelig. Der var på afrejsen ingen pladsbilletter til folk, hvilket resulterede i en paniklignende situation, hvor alle familier febrilsk forsøgte at komme til at sidde sammen. Da vi endelig havde fundet på plads, ventede vi 45 minutter for at komme i luften i et fly, der blev varmere og varmere.
Onur Air flyet var sådan set i fin stand, men der var meget trangt mellem rækkerne. Jeg er ca. 180 cm. høj, men måtte sidde meget opret, for ikke at støde knæene imod sædet foran. Derudover var der en underlig bule nederst i ryglænet, der absolut ikke gjorde noget godt for lænden.
Ferien i Tyrkiet var skøn - masser af sol, varme og afslapning.
Se billeder fra Tyrkiet her.
Hjemrejsen bød, som vi allerede var blevet varslet om, på en mellemlanding i København, hvor der tilmed skulle nye passagerer ombord. Passagerer, som skulle til Tyrkiet, men ligesom os blev nødt til at mellemlande, da vi jo gerne skulle af (og der skulle flere ombord på flyet). Foruden lidt længere flyvetid så ventede vi ca. én time i København på at folk steg af og på flyet.
Første og sidste gang med Tyrkiet Eksperten
Efter oplevelsen med Tyrkiet Eksperten og Onur Air er vi ikke i tvivl om, at de billige flybilletter slet ikke havde været besværet værd. Og faktisk føler vi os en smule ført bag lyset, da billetterne var ganske fine, på det tidspunkt vi bestilte dem. Vi ville med glæde have betalt lidt ekstra eksempelvis ved at bestille gennem Falk Lauritsen, flyve med direkte med SAS på bedre tidspunkter.