Sådan prutter du om prisen i Bangkok
Denne guide klæder dig hurtigt på til at prutte om prisen i Bangkok eller andre steder i Asien. 10 hurtige råd til ikke at betale for meget og samtidig få en god oplevelse ud af handlen – det kan nemlig sagtens være sjovt, behageligt og billigt at shoppe på gaderne i Bangkok eller Asien.
Dels via lidt research på nettet, dels via egne oplevelser har jeg lavet denne guide med 10 gode råd til at prutte om prisen i Bangkok. Det er klart at teknikken gælder alle steder i Asien – men den er altså skrevet med udgangspunkt i Bangkok, hvor jeg har været mange gange.
Har du selv gode erfaringer med en række teknikker, så skriv en kommentar under artiklen.
Sådan prutter du om prisen i Bangkok og har det sjovt samtidig
- Find et område med masser af konkurrence, såsom Suan Lum Night Bazar, Patpong mv. Kig dig lidt omkring og forhør dig om prisniveauet, samt hvor meget du kan prutte tingene ned i, før sælgerne melder fra.
- Vælg evt. en bod, hvor der står en sælger af det modsatte køn, og flirt/grin dig til en god handel. Det gør det også sjovere for dig selv.
- Vær i godt humør og smil, men forsøg ikke at virke ivrig, uanset hvad du kigger på og hvor gerne du vil have det. Lad gerne sælgeren komme til dig, og spørg evt. om lidt forskellige priser, indtil du finder den vare, du rent faktisk vil have. Begynd evt. at prutte om en vare, som du ikke vil have, og skift derefter over til den rigtige vare, som du så lader som om, at du opfatter som billigere.
- Overvej på forhånd hvor meget du vil betale, og gå ikke over dette.
- Hav evt. kun hele 100-baht sedler, og giv udtryk for at du ikke har mindre, og at du kun vil runde ned. Dermed kan du friste sælgeren med nogle hurtigt indtjente penge. Hårde kontanter gør enhver butiksindehaver i Bangkok blød i knæene.
- Hvis du eller I køber mere end én vare, skal du selvfølgelig have rabat på det hele.
- Står du sammen med en ven, så spørg løbende dem til råds. Sælgeren ved da, at han ikke blot skal overbevise dig, men også din følgesvend, som gerne må virke lidt uinteresseret og utålmodig.
- Hvis I ikke bliver enige om prisen, så tag afsked med sælgeren og forlad boden. Der er god chance for, at sælgeren så accepterer det, I ikke kunne blive enige om før. Ellers forsøg dig et andet sted.
- Hvis du kender en lokal, så få dem til at købe dine varer. Så får du den nemlig ikke til turist-priser og de ovenstående 7 punkter er totalt ligegyldige.
- Føler du dig hurtigt tilfreds med prisen, så accepter den da. Det kan jo være, at sælgeren har brug for pengene, og at det ellers kun drejer sig om få kroner. Med andre ord – prut om prisen, når der er behov for det.
Ingen kommentarer